Internationalt fokus

Internationale muligheder på Hillerød Handelsskole

Har du blikket rettet mod horisonten og en spirende udlængsel i maven? Så har du mulighed for at give din ungdomsuddannelse et internationalt tvist på Hillerød Handelsskole.
Seks EUX-elever på sightseeing

Mange af vores uddannelser har et globalt udsyn og et internationalt fokus. Det gælder både erhvervsuddannelserne og faktisk også 10. klasse.

Vi tilbyder flere forskellige internationale programmer, som du kan tage i løbet af din uddannelse. Derudover fokuserer en stor del af undervisningen på verden omkring os. Det kan være enten gennem fag, som tager afsæt i globale sammenhænge eller sprogfag.

Internationale muligheder

 

Bliv elev hos en virksomhed i udlandet

En mulighed for at få et længere ophold udenfor Danmarks grænser er, hvis du tager enten en erhvervsuddannelse eller en HHX-studentereksamen. Så kan du nemlig blive elev hos en virksomhed i udlandet.

OPU giver dig mulighed for at blive oplært i en virksomhed i udlandet og dermed lære både sprog, virksomhedskultur og evt. et håndværk i et andet land
...

Elevtiden afhænger af din uddannelsesretning og muligheden hedder OPU (oplæring i udlandet). OPU giver dig mulighed for at blive oplært i en virksomhed i udlandet og dermed lære både sprog, virksomhedskultur og evt. et håndværk i et andet land.

Business-uddannelser med sprogrejser

Når du vælger enten EUD-/ EUX-Business eller HHX, får du mulighed for at komme med på sprogrejse til et land i Europa. Opholdet varer 2-3 uger, og du bor du hos en værtsfamilie. Du skal både være i praktik i en virksomhed og gå i skole, mens du er af sted. Det gør dig fortrolig med at kommunikere på et fremmedsprog, og du får et indblik i at bo og arbejde i udlandet.

Sprog på en sjovere måde 

Om netop sprogrejserne fortæller international koordinator, Ditte Maria Mikkelsen: ”Du får virkelig boostet dine sprogkundskaber, men du får også sociale oplevelser og virksomhedsbesøg – og så får du erfaring med, hvordan det er at arbejde som dansker i udlandet, fordi vi samarbejder med udenlandske virksomheder med danske ansatte. Og du får en ide om, hvordan det er at bo og arbejde i udlandet.

EUX-elever på sightseeing i Tyskland
EUX-elever på sprogrejse til München

Der er forskellige muligheder for sprogrejser – i øjeblikket kan eleverne vælge at komme til Tyskland eller Irland. Vi er af sted i 2-3 uger og i den tid er eleverne både på skole og i praktik i en virksomhed.”

Få forbedrede sprogkundskaber der gør dig mere selvsikker

Victoria er elev på Hillerød Handelsskole og har været med på sprogrejse.  Hun er enig i, at det er et kæmpe fagligt boost: ”Jeg valgte at tage med på sprogrejsen, fordi jeg godt ville forbedre mit tysk, lære noget og få et indblik i en anden kultur.

Jeg blev klart bedre til tysk og gjorde mig også mere selvsikker
...

München-turen gjorde, at jeg blev klart bedre til tysk og gjorde mig også mere selvsikker. Jeg lærte en masse andre at kende, og turen var bare rigtig hyggelig. Vi var både på forskellige virksomhedsbesøg og besøgte det danske konsulat – det var spændende.

Jeg var lidt nervøs for, om jeg kunne følge med, og om mit tysk var godt nok. Jeg forstod meget tysk inden vi tog af sted, men talte ikke så meget. Men det gik helt fint – efter den første uge eller to var der ingen problemer – nu både forstår og taler jeg rigtig godt tysk.

Det er klart sjovere at lære tysk i Tyskland end i Danmark
...

Det er klart sjovere at lære tysk i Tyskland end i Danmark. Jeg kunne godt forstille mig, at jeg vil bruge muligheden for at søge en elevplads i Tyskland – det kunne være spændende – kulturen er fed og menneskerne er søde”, fortæller Victoria.

To EUX-elever på sightseeing mens de er på sprogrejse i Tyskland
Victoria var glad for at være med på sprogrejse i Tyskland og overvejer nu at søge en elevplads i udlandet

Sprogrejser klæder dig på til arbejdet med international handel

Også EUX Business-eleven Mathis har været på sprogrejse. ”Jeg valgte at tage med, da jeg godt vil være bedre til tysk – Tyskland er en af vores største handelspartnere, og vi går på en handelsskole, så det gav god mening for mig. Det var fedt at få den oplevelse – at komme ud og opleve noget nyt og samtidig lære tysk.

Det var fedt at få den oplevelse – at komme ud og opleve noget nyt og samtidig lære tysk
...

Vi blev bare kastet ud i det. Lærerne på skolen var tyske, så der var ikke mulighed for at tale dansk. I løbet af vores ophold var programmet en god blanding mellem undervisning i klasselokalet og oplevelser ude på besøg i virksomheder og kulturelt. Det var en sjov måde at lære sprog.

På sigt kunne jeg godt se mig selv i en virksomhed, hvor jeg kan arbejde med international handel – og handel med fx Tyskland”, fortæller Mathis.